Hej derhjemme!
Så blev det første morgen i Nuuk! Vi bor i en skøn lille hytte, kaldet Nanoq hytten, som betyder isbjørnehytten
Her er rigtig dejligt. Her er 2 værelser, et badeværelse og en stue med et lille tekøkken. Helle og Arkalo sov i hver deres værelse. Egentlig sov Katrine i samme værelse som Helle, men flyttede ud på sofaen (som egentlig er en stor briks)
Om morgnen nussede vi lidt rundt. Det var lidt svært at komme ud, fordi det regnede så meget. Men vi tog os sammen og begav os mod byen. Her fandt vi Nuuk Center, hvor vi fandt en lille café at spise morgenmad på.
Katrine og Arkalo fik havregrød med æble og kanel, og Helle fik en bolle med marmelade.
Herefter gik vi en tur i det lille Center, hvorefter vi begav os mod det nationale museum. Det var et lille sted, med udstillinger i forskellige bygninger. Vi så også noget af en dokumentar om to grave der blev fundet i Grønland, hvor de døde var bevaret i omkring 500 år.
Vi så også en masse forskelligt tøj og redskaber.
Derefter gik vi tilbage til centret, for vi var blevet lidt kolde. Vi gik ind for at handle til lidt aftensmad. Herefter gik Arkalo hjem, han var blevet lidt for kold og våd. Helle og Katrine gik på jagt efter julemandens postkasse! Desværre viste det sig at den var blevet flyttet længere nordpå. Det var Katrine meget skuffet over! Men så undersøgte vi muligheden for at komme til Qoornoq - men grundet vejret, viste det sig umuligt. Så vi må lave en ny tur til næste sommer!
Katrine og Helle hoppede på en bus kl 16:15, og oplevede at folk var meget hjælpsomme, så det var nemt og smertefrit at komme hjem. Så blev der lige sumpet lidt da vi kom tilbage! Vi var lidt kolde!
Herefter lavede vi asparges suppe til middag og drak aftente mens vi så lidt fjernsyn.
I morgen skal vi med kystbåden! Det bliver fedt!
Vi krydser fingre for godt vejr videre frem!
De tre grønlandsrejsende
Ingen kommentarer:
Send en kommentar